[Episk Brand]
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
Der højner sig et Strøg i Mod Øst det langsomt opp af Dalen stiger,
Mod Vest det styrter bratt til Fjordens Rand,
Og dette Strøg er Viddens øde Riger,
˹.˺
Der lever Renen uskræmt og alene.
HIS: 12
#
1.utg: [4]v
#
Det var en Sommermorgen sval og stille;.
Nær ved det Sted paa Viddens brede Bryst,
Af Myren siver ud mod Vest og Øst, –
Der sad en liden Flok af glade Venner
Med unge Piger i et samlet Lag;
Og Vinen funkler i den klare Dag.
HIS: 13
#
og Flag paa Stang og Hatte smykt med Løv,
og Dug er bredt udover Lyngens Pude.
˹Iblandt de Unge sidder en og synger;˺
Der sidder en og synger blandt de Unge
Der er som Sol udover Sangen spredt;
nær ved ham hviler sig en Pige, let,
Snart klinger Spøg og Lattersalver stærke,
Snart tystner Jublen
˹naar˺
just
den lød som bedst,
Paa Ord og Aasyn er det klart at mærke
Vort Lag er samlet til en Afskedsfest.
Ej heller ung, men stærk og vel ved Magt;
Han vender si{t}g til To, ˹hint˺
et Par i Laget,
Med lyse Syner over Panden lagt.
HIS: 14
#
«Vorherre vid˹s˺te pr{ø}ægtigt hvad han gjorde
˹Du skulde˺
Og sendtes
opp i Fjeldets friske Luft
At drikke Sol og Dugg og Granens Duft, –
1.utg: [5]r
#
Han kom fra Syden hjem, fra Rejser lange,
Han var saa stærk og sund, saa kjæk og trygg,
Og havde Brystet fuldt af tusind Sange.
Han søgte Skjønhed, sagde han, paa Fjeldet,
Bland Moens Graner og langs Skogens Elv,
I Skye{ns}rs Stormflugt under Himlens Hvælv, –
Da traf han dig, – da fandt han Skjønhedsvældet.
HIS: 15
#
«Da malte han sit bedste Mesterstykke,
Han malte Sundhedsroser paa din Kind,
To Øine malte han, som lyste Lykke –
Og saa et Smil, som lo i Sjælen ind;
Jeg mærked snart at jeg, din gamle Doktor,
Var overflødig Mand ved slig en Kur;
Ja bedre selv end Bad i Guds Natur.
Dog, overflødig? Nej, det var jeg neppe;
Mig var det jo, som stopped ham en Dag,
En Sag, som I {t}To havde ganske sovet
Og hvilken Sag? Jo, den at bli’ forlovet; –
Hvorfor? Fordi han havde glemt at fri.
1.utg: [5]v
HIS: 16
#
Han havde glemt at fri og du at svare;
Lig Sommergildet, der gaar Døgnet rundt.
I tænkte? Nej, I tænkte netop ikke,
Og allermindst paa eders Fremtids Hus;
I
˹sang i˺
lo med
Sjælen, lo med Mund og Blikke, –
Og Uger gik som i en Festnatts Rus.
For ham jeg fried og for dig jeg svared,
Og lagde sammen eders Hænder to
Og dermed var det Hele grejt og klaret.
Nu, Venner, er det Afskedstimen slaar;
Thi her vi skilles maa fra ham og hende.
HIS: 17
#
Snart er det stillt som før hos os i Dalen,
Kun Elven synger os sin gamle Sang,
Saa stivner Mark og Myr og Vintren kommer, –
Men I gaar ind i Lykkens lyse Sommer.
Først gaar I over Viddens tause Toppe,
Saa gaar I ned til Fjorden dybt i Vest;
Paa den I rider hjem til Bryllupsfest;
Saa
˹styrer˺
flyver
I mod Sydens Land tilsammen,
Lig unge Svaner paa den første Flugt;
HIS: 18
#
Thi Glædens Godvejr er det, som skal berge
Jer Baad paa Farten over Livets Hav;
I skabtes til, og derfor være priset
Igjennem fagre Riger frem med Sang.
Skjønt Læge kun og Lægmand, ikke Præst,
1.utg: [6]v
HIS: 19
#
˹laa Alvor glyttende som bag en˺
I Talens Ord indunder Alators
Kaabe;
Med Fingren over Øjet lett han strøg
Og tømte Glasset ud til sidste Draabe.
Men Ungdo{g}msflokken stormed frem i Klynge
Med fyldte Bægre om de unge To,
Det lette Løvværk over deres Bo.
En Tanke kun om fjerne Uvejrsdrøn,
Som Glædens ægte Børn i Kuld og Kjøn.
I Ringdans over Lyngens brune Bræm;
HIS: 20
#
Saa faldt der som en Slapphed paa de Vilde,
Den sidste Rest var tømt af Jublens Væld,
Man trykked Parrets Hænder
˹stærkt˺
tungt
og stille
Og bød et langt og alvors
˹tungt˺
stærkt
Farvel;
Saa vandred Flokken østerpaa mod Dalen
Men viftende stod midt i Højfjeldssalen
Den unge Maler ene med sin Brud.
1.utg: [7]r
#
Til Takk for hvert Farvel, som blev dem sendt,
Da saa de paa hinanden stillt en Stund
Saa sittred frem et Smil om Begges Mund,
HIS: 21
#
De saa ej fremad, heller ej tilbage,
De saa kun Nuets straalende Sekund; –
De sprang som glade Søskend Haand i Haand
Mod Vest
˹bortover˺
henover
Viddens brune Teppe;
Hun rev sig løs og leende hun veg,
Da raskt han atter vilde hende fange,
Og Gangen blev en Flugt og Spøgen Leg,
Og deres Ord og Latter blev til Sange:
1.utg: [7]v
HIS: 22
#
Dig vil jeg legende fange;
Jeg
˹fletter˺
ejer
et Nætt med Masker smaa,
Og Maskerne er mine Sange!»
«Og
{e}Er jeg en Sommerfugl liden og skjær,
Saa lad mig af Blomsterne drikke;
Saa jag mig, men fang mig ikke.»
«
˹Agnes˺
Dagmar
, min dejlige Sommerfugl,
Nu har jeg Maskerne flettet;
Dig hjælper saalidet din
˹flagrende˺
legende
Flugt,
Snart sidder du fangen i Nættet.»
HIS: 23
#
«Og
{e}Er jeg en Sommerfugl ung og blank,
Jeg lystig i Legen svi mig svinger;
Men fanger du mig under Nettets Spind,
Saa rør ikke ved mine Vinger.»
Nej, jeg skal løfte dig varligt paa Haand
Og lukke dig ind i mit Hjerte;
Der kan du lege dit hele Liv
Den lystigste Leg, du lærte.»
1.utg: [8]r
#
«
˹Nej˺
Og
, er jeg en Sommerfugl glad og fri,
Er Buret mig ubelejligt;
Jeg ved ej om Livet er
2
kort eller
1
langt
,
Men jeg ved det er sommerfugldejligt.»
HIS: 24
#
Der styrter i et Braadyb ned mod Vest;
{«}Og Føreren steg varligt af sin Hest.
«Far langsomt her,» sa{ae}a talte han til Parret,
Og viste Dybet, som sig atter dulgte.
Hun holdt ham fast, som bange Barn om Kveld,
Og hvisked: «Er det ikke som vi stiger,
Fra Livet ud, fra Lysets varme Væld,
Og skulde ned i Dødens mørke Riger?»
1.utg: [8]v
HIS: 25
#
Da løfted sig en Sky, som havde ruget,
I Uvejrsfolder svøbt, paa Bergets Barm,
Og langt bag Skyggelandet dybt i Sluget,
Steg frem en Verden, vuggende og varm;
Det var et Syn, som ingen Haand kan male,
Det var det store, endeløse Hav,
Der laa og lyste bagom alle Dale,
Som Evigheden lyser
˹bagom˺
over
Grav.
Og hvide Sejl
˹skar˺
jog
skinnende fra
˹Strand˺
Land
,
Lig lyse Længsler over Verdens Pande
Paa Flugten mod Uendlighedens {Str}Land.
Og som en Ramme om det
˹store˺
lyse
Billed
Stod Slugets mørke Vægge, Skyens Tag,
HIS: 26
#
Og pidsked Bølgevidden
˹højt i Skum˺
paa sin Flugt
;
Saa lagde Skoddens Tæppe sig
˹om˺
for
Synet,
Og
˹slørte˺
stængte
for det vide Verdensrum.
Og mere trangt og bratt sig sænked Stien sænkte,
Og mere sort stod Bergets Vægg og stængte
For Dalens Løb,
˹mens˺
og
Viddens Solskjær svandt.
1.utg: [9]r
#
Lig Rester af en sønderslagen Verden
Og intet Straa af Slugets Grusbund skjød,
Og ingen Vandrer mødte dem paa Færden.
Bleg gik hun ved hans Side, syg i Aanden;
Han hørte Hjertet slaa i hendes Bryst;
Hun saa paa ham, som Barnet ser i Vaanden;
Da smilte han og sang med hævet Røst:
HIS: 27
#
Sig hvorfor dit Hjerte slaar;
Lad ikke Fjeldet dig ængste og skræmme, –
Du er i din Moders Gaard.
Hvorfor vil du da grue?
Lydige Børn tør gaa om Kveld
I den mørke Spøgelsestue.
Du er i
˹din Moders˺
Naturens
Spøgelsestue,
Din Broder følger dig jo med Sang,
Og holder dig
˹trofast˺
fast
i Haanden.
1.utg: [9]v
HIS: 28
#
Lad dig ej skræmme, hvad
2
saa
{2}1
du
hører,
Om Hyl eller Ugletuden, Hundetuden;
Det er ikke Kveld, det er ikke Natt, –
Snart aabner sig Dørens Bue;
Lad os kun trøstigt gaa syngende gjennem
Den mørke Spøgelsestue!
Saa løfted Sløret sig fra Pigens Syn;
{
<...>
}Paa hendes Læber legte Smil og Nyn˹n˺.
To Stene greb hun{;},
˹kasted˺
slynged
en i Fossen,
Og slynged en mod Bergets bratte Vægg,
HIS: 29
#
Gaa ej med Hulken og med Suk din Gang;
Vid at du fylder os med Frost og Skjælven;
Thi vi er skabte kun for Glædens Sang!
Staa ej og tru os hvor vi skal forbi;
Stæng ikke Vejen for os; vid at vi
Da
˹runger der en Sangerrøst˺
lyde en mægtig Røst i Sang
fra Fjeldet,
Som naar et Orgel
˹i en˺
gjennem
Kirken gaar;
˹Den˺
Da standser Lykkebørnene paa Vejen,
Hvor nys, trods Nøkk og Jutul, frem de foer;
˹Der˺
Hvor Røsten ruller gjennem Sangens Ord:
HIS: 30
#
skygg for
˹hver fristende˺
min eneste
Glæde;
blind for Sol og for Sommer;
lær mig at ville mer end jeg kan;
Jorden er som en Vinternatt,
alle Sorger er tindrende Stjerner; –
˹slukkes de Lys˺
slipper jeg dem
, da gaar jeg forladt, –
og
˹jeg ved ikke den som mig˺
Ingen mig leder og værner.
I sit isnende Nordlysklæde.
Herre, Herre, du Himmerigs Gud,
1.utg: [10]v
HIS: 31
#
saa lokked
˹det˺
han
igjennem Alvorsluren
forsent; her spratt ej nogen Kvist fra Rod,
og ned imod dem kom den stærke Sanger.
Det var en sortklædt Mand med fine Trækk,
lidt bleg, lidt skarp, lidt skaldet over Panden;
med højre Haand han visked Sveden væk
og gik imens med Hatten i den anden.
Hans Øje minded om et Tjern i Skyggen,
om Noget, som er dybt og dulgt og gjemt;
han bar en snøret Randsel over Ryggen
og holdt sin Kjæpp indunder Armen klemt.
HIS: 32
#
han hilste høfligt der han gik forbi,
dog laa der noget Spørgende deri,
som om han tæ˹n˺kte «skulde vi ej kjendes?»
Og samme Tanke greb den unge Maler,
Han standse{r}d tvivlsom Manden paa hans Vej
1.utg: [11]r
#
Det var
˹hint˺
et
Vennepar fra Skoletiden,
saa skiltes de og mødtes aldrig siden,
før halvt som Fremmede de mødtes her.
Hvorm Meget laa ej mellem nu og Skolen?
{H}hver gik sin egen Vej i Verden ud;
HIS: 33
#
Men Axel var den Første, der fik Mæle
for alle Minder, som i Sjælen sov;
han fatted Vennens Hænder,
˹lig˺
som
et Rov,
Saa talte han med Glædens Feberhast
om Baandet, han isommer havde bundet,
om alt sit Haab, og mente fuldt og fast
han havde Vej til Vennehjertet fundet.
Dog Koll stod stum; han løsnede med Læmpe
sin Haand af Vennens
<...>
varme Nævetag;
der spilled om hans Mund en Trækkning svag,
han syntes med sig selv en Strid at kjæmpe.
Han svared, halvejs fremmed, halvt forlegen:
«Det er jo godt at vide sig i Havn;
{D}du er jo Maler nu og har et Navn;
hver Vej er rett, saafremt den er ens egen.»
1.utg: [11]v
HIS: 34
#
Men to Slags Vej {
<...>
}kan {V}vælges af Ens Vilje;
en er at ligne ved en farbar Elv;
{
<...>
}den sidste maa du sprænge selv med Staal;
paa den tør du og ingen Anden vandre,
før Verden ser den bærer til et Maal.
et lokker ham igjennem
˹Drift˺
Trang
og Lyst;
som sænker Flammetungen
˹i˺
mod
hans Bryst;
i Kaft af den et ukjendt Sprog han taler,
i Kraft af den ham hører Jorden til;
og fik du Naaden af en saadan Ild,
da fatter jeg at du er bleven Maler.
HIS: 35
#
og tolke
˹Lysets Sag˺
Herrens Ord
i Form og Farver,
˹lig˺
som
Sommerfugle fra de sprængte Larver;
2 ↕
thi da er du med Himmelen i Pagt; –men kom ihug, at ha{n}r du denne Magt,
saa er du vel den Eneste blandt dine!»
1.utg: [12]r
#
med dæmpet Stemme og med hede Kinder;
hans Øjnes Glød var Blodets lig, der skinner
i Uvejrslys paa Spidsen af en Pil.
Det var som om han vred sig under Ordet,
som om hans Tanker under Modstand bored
HIS: 36
#
Den unge Pige stirred paa ham nøje,
som en, der spejder i sin Fiendes Lejr;
saa søgte hun med Tillid Vennens Øje;
Hun var saa trygg, saa sikker i sin Sag,
da Maleren med Alvor tog tilorde:
«Min Ven, det er alt anden Gang idag
«Først har du skygget for os med din Sang,
men giv hvad Navn du vil den glade Trang,
som hvisker i mig: Livet er at male!
Gud sender ej til hver sin Aabenbaring;
mig er det nok, at gaa den Vej, jeg maa.
1.utg: [12]v
HIS: 37
#
Og lidet har du fattet Skjønheds Gaade,
{K}kun lidt du ved hvad Kunsten skal og kan,
{I}i Farvedigtets
˹glade˺
fagre
Børneland.
O, tror du Blomstens Ret til smukt at tindre
er større, naar den Lægdomskræfter bær
end naar den kun har Duft og Farveskjær?
Og tror du Fugl skal sidde stum i Skog
hvis ej dens Sang kan lindre {n}Nogens Klage,
at alt, hvoraf du ej kan Lærdom drage,
Jeg tror paa Sjælens Rett til Fryd ved Livet,
HIS: 38
#
med Sandhed fuldt og helt paa Læben lagt,
fik du det Naadens Kald, som
˹klart dig lærte,˺
du begjærte
har du følt Duen dale paa dit Sind,
1.utg: [13]r
#
Det var en Stund før Præsten samled Ord
for Svaret, som laa gjærende i Barmen;
en Feberglød ham opp i Kinden foer;
han hvisked mens han greb sin Ven om Armen:
«Ja, jeg har Kaldet, men til spredte Tider;
som Maanen voxer det og tager af;
jeg vugges opp og med som Skib paa Hav;
i Strid jeg beder og i Bøn jeg strider.
HIS: 39
#
Men jeg vil sejre; først i eget Indre,
jeg tør ej prutte; jeg er ej tilfreds
med Noget; Alt maa gjøres, intet {m}Mindre.
«og det er den som slaar alt Hell ihjæl;
En
˹sørger for sin Bug˺
pløjer Hav
, En sørger for
˹sin˺
vor
Sjæl,
og havner hvor det helst sig falde kan.
Sig, hvor er den, som vil og tror og ser,
som slaar for samme Maal, hvorfor han brænder? –
Jeg ser ej Mennesker paa Jorden mer;
jeg ser kun Fødder, Hoveder og Hænder!
1.utg: [13]v
HIS: 40
#
Men det var Mennesker, som Herren skabte;
det var til Mennesker at
˹Kristus˺
Herren
kom;
thi det var Mennesker, som var fortabte
still dig paa Tinden, Mand, og se kun efter; –
græd, om du kan, og le, hvis du er stærk, –
som Livsværk for en Mand i vore Dage,
det er: paany at gjøre Slægten hel.
skal Slægten atter bringes i sit Spor.
HIS: 41
#
Se, derfor vil jeg gaa i Verden ud,
og samle Lemmerne, de spredte Dele,
for anden Gang i Lignelse af Gud.
Og derfor har jeg Krig med dig og dine,
som dyrked
˹Sandhed˺
Skjønhed
i den enkle Mine,
mens
˹Sandhed˺
Skjønhed
er i Intet uden Alt!»
Med Øjne som en ængstet Fugl i Fælden
det var som om hun bøjdes under Vælden
af Viljestormen i hans stærke Mod.
Men Axel rysted paa sit lyse Hoved
og svared med et Smil paa venlig Vis:
«Jeg ser, som Mand du holder, hvad du loved
HIS: 42
#
med al dens Vold, dens Urett og dens Klage,
{
<...>
}og digted vidre paa vor Kundskabs Grund;
{med}til Hjælp
˹og Trøst˺
ens Sværd
du aldrig kom i Nøden;
du læmped aldrig paa de {o}Ondes Færd;
du stormed frem med Hævnens hvasse Sværd.
Det er det samme stærke Sind, som ˹nu dig˺ driver
dig til ˹
kjækkt
˺ at vende Verden opp og ned;
men
˹vid˺
husk
, hvert Frø, som opp med Rod du river,
en bedre Spire kræver i sit Sted;
stryg ej af Sporget ud de gamle Gloser,
før nye Tanker kræver nye Ord.
1.utg: [14]v
HIS: 43
#
Og husk, Ens Kald med Livets {A}Vilkaar tidt
har knapt sin Plads paa Reformatorbanen; –
hvor Fjeldet lukker, naaer ej Røsten vidt.
Forstaa mig vel; jeg ved, fra ringe Stilling
er mangen Verdenskjæmpe gaaen ud;
forfalsk ej Præget, som det fik fr af Gud!»
Da klukked det i Præsten, lig en Latter,
der døde før den frem paa Læben rakk;
et Haanglimt om hans fine Mund sig trakk
og legte der, mens han tog Ordet atter:
«Ja, dette Folk er
˹tvedelt˺
dobbelt
af Natur;
og Tanken flyver fra sit Hverdagsbur.
HIS: 44
#
Det er et Folk ˹med˺ mageløse Minder;
det er et Folk af Kjæmper og
˹Kjæmpinder˺
Hjælpinder
–
Det er et Folk,
˹saa stærkt, {og}saa uforsagt;˺
som anden Gang blir vakt
det er et Folk, som staar mod Syd paa Vagt –
naar Taleren ved Gildet hæver Røsten.
1.utg: [15]r
#
at hele {
<...>
}Verden kan hos ham faa lære
hver herlig Egenskab, som skjænker Ære,
hvad jo et Sandhedsvidne engang skrev.
Det er et Folk, som tryggt tror paa sin Rett
som ˹tog sin Væxt˺
˹
voxed opp
˺
˹mens˺
vaagned ungt da
Tidens Aand
˹gik˺
var
trætt; –
HIS: 45
#
Men klæder Tiden sig i Uvejrskofte,
og tystner Snakke{
<...>
}n for en Livsdaads Krav,
og bære Slidren tom ved venstre Hofte, –
hvad er saa dette Folk, dets Mænd, dets Kvinder?
Da
˹skriger˺
ræddes
Kvinden og da viger Manden,
da stoppes Øret til for Ærens Bud,
som, Gudskelov, fik Skillingspræg af Gud.
Hvad har ved Styrkestævnet vi at gjøre?
at styre Plogen og sin Skude føre.
1.utg: [15]v
HIS: 46
#
˹Hvad kan vi for at {al}Fienden sig nærmer?˺
H<...> skal sin Fridag nyde, ej forsvare,
{a}At bringe Offer er de Andres Sag;
skar Splitt og Tunge i det norske Flag.
Nej, lad de store Samfunds Kinder gløde
naar Tidens
˹Tidens˺
˹
Verdens
˺
Aare
˹flommer˺
svulmer
hed og fuld;
vi skabtes til at pløje Hav og Muld;
vor Gjerning er at svede, ej at bløde.
hvor Ingen skjelner mellem Godt og Ondt,
fordi hans Syn er dumt, hans Bryst fortørket.
men Ingen ser at Strøget er forbandet,
HIS: 47
#
Nej, tvertimod; i Gru{b}vens krumme Gange
vil Hvermand
˹kjende˺
finde
sig saa hjemlig trygg,
med Pukkel paa sin Sjæl som paa sin Rygg.
1.utg: [16]r
#
de{n}t ˹er en˺ Sag er for de Andre, ej for ham.
men ej for Strid, for Sejr og for Berømmelse,
han nøjes med at naa, bag dette Liv,
HIS: 48
#
bed Herrens Pande i den store Stund?
Det var jo for de Andre Kristus døde,
˹til dem
˺
det var
han kom som Kjærlighedens Tolk;
var hvad vor Herre led for dette Folk!»
Ej Ord blev svaret. Stillt, som rædde Børn,
og staar med et for Bergets barske Bjørn,
stod Parret fjettret for ham midt paa Stien.
Med Øjne bundne til det vrede Skræmsel,
med kolde Hænder i hinanden klemt,
tilbage stirrende, forvildet, skræmt,
de sneg sig lydløst bort og søgte Gjemsel.
1.utg: [16]v
HIS: 49
#
De kom ham snart afsyne;
˹Axel˺
dybt de
aanded,
Han vilde synge; men hans Stemme svigted;
han vilde le; men da var Røsten hul;
han vilde spøge; Spøgen var en Fugl,
som flygted, da den skjønte Jægren sigted.
mod Laurbærlunden, mod Citronens Guld,
mod Drueklasen, funklende og fuld. –
Med Øret kun hun fanged hvad han malte;
og havde kun til Svar de enkle Ord:
«Men saa du hvor han voxte, mens han talte!»
#
#
#
#
1.utg: [31]r
HIS: 11
#
hans Ben laa strakt i Længden,
˹skarpe˺
tynde
, skrale,
og over dem faldt Lagnets Folder vegt.
Der var saa stillt og
˹koldt˺
stort
som i en Kirke˹.˺
,
saa hørtes En ved Stuedøren lirke.
og rykked inderst i sin Krog tilbage, –
og i det samme syntes han der kom
e{t}n nattklædt Kvind˹e˺
folk med et Lys i Stage.
HIS: 12
#
han saa hun
˹segned˺
raved
for hvert Steg hun tog;
hun holdt for Lyset skyggende med Fingrene,
han kunde høre hvor hun Vejret drog.
˹Med et˺
{H}hun løfted Armen
˹strak˺
stærk
og stiv, –
og raabte med en Røst, der lød som snøret,
2 ↕
˹og dempet˺
idet hun
slog ˹hun˺
den Døde
˹Liget˺ under Øret:1 ↕
«Det er fordi du har forspildt mit Liv!» – –1.utg: [31]v
#
˹Hun vendte sig og gikk, og Lysets Skinn˺
Og i et Sukk hun lettede sit Sind
˹
faldt paa et Ansigt, som han skulde kjende.
˺
med Næveslaget paa den Dødes Kind,
hun ligned To, som havde skræmt ham førend
men endda ligere
2
hun
1
var
hans Moer. – –
HIS: 13
#
Hans Faer var død skjønt Resten var en Drøm,
˹.˺
sad alle Piger; det
˹fikk˺
var
˹Pynt i˺
Tegn paa
Sorgen.
Og Bygdens Skrædder kom tilgaards før Middag;
han skulde sy til Gutten; tænk hvor gildt;
saa foer der Skyds til Byen; alt gikk stillt; –
˹stillt drakk de Kaffe, sørged og holdt˺
og der var Travelhed og Sorg og
Fridag.
En Kveld kom Kisten. Den var dyr og fin;
og rundt i Bygden kjøbtes Grønt til Kranse.
fra Blomster, Bar og ˹
Løv og
˺
˹alskens˺ Grønt, at
˹
endnu
˺
altid
Gutten
fra den Tid tyk{t}kes Somren lugte{
<...>
}
{t}d Lig.
1.utg: [32]r
HIS: 14
#
kom roende med
<...>
So{
<...>
}gnets Mænd tilgaarde;
Der samled Følget sig og Præsten talte.
om {
<...>
}Lidelser, ˹om˺
o{m}g Død˹,˺
og
˹om˺ Gravens Ro;
men fremfor Alt han Enkesorgen malte
saa Gaardens Kvinder græd,
˹–˺
og
men Gutten lo.
Han lo i mange Dage; men i Smug.
Dog engang lo han saa det skreg i Skyen;
{e<...>
}Det var en dag,
˹da˺
han
efter vanlig Brug
han greb Aviserne, som kom fra Byen.
i Nummeret for Januar den syvende:
«I forrige Maan{
d
}ed har min elskte Mand
ved Døden mig forladt den firogtyvende.» –
HIS: 15
#
Hvor hun var
˹virksom˺
driftig
da hun kom paafode!
Fra tidligst Morgen og til sent paa Kveld
hun gikk og syslede med {
h
}Husets Stell;
selv tog hun Haand i Alt; hun Ingen trode.
som af en Syg, der nages af en Pligt;
det var som om hun ræddedes for Hvilen,
for Still Mørket og for Tanker og for sligt.
1.utg: [32]v
#
den havde Gutten kjær af Hjertens Grund.
Saa hændte det en Dag udover Vaaren
at Gutten legte med den lille Hund.
De laa i
<...>
Sandet udenfor ved Væggen,
og Hunden loggred, Gutten strøg dens Skind; –
da foer der som en Trollmagt i hans Sind;
han rejste sig, gikk bort og hented Slæggen.
HIS: 16
#
Han svang den; Hunden peb og Gutten slog den;
den faldt og skreg, den rejste sig og faldt,
det var som om den bad for sig; saa drog den
sig unde{
n
}r Trappen hylende og halt.
Men i den samme Stund, ja endnu førend
han saa sin vilde Gjerning fuld og klar,
stod Modren tætt ved ham i Stabbursdøren,
høj, mager, graa, og spurgte hvad det var.
«Sig, hvorfor sl{og}aar du den?» hun
˹raabte˺
spurgte
vred;
˹han skalv, – det jog ham˺
saa det jog Gutten
iskoldt gjennem Blodet;
ens Moder staar der Skrækk af, som en ved, –
men endda tvang han sig og løfted Hodet;
han stod endnu med Slæggen bagud bøjet,
med Haanden klemt om Skaftet, strak og stiv,,
og svar{ed}te med et trodsigt Blink i Øjet:
«Det er fordi den har forspildt mit Liv!»
˹og skulde over ved˺
nedover Fjellet langs
˹en Fjord etsteds˺
med Totakvand
han
˹men˺ skræved ikke vidt nok og blev staaende
paa hundred Favne Vand. Det rakk tilknæs.
For slige Karle synes
˹Stien˺
Sluget
dannet,
som bær fra Tinderne til Fjorden ned;
HIS: 12
#
Gaa timevis og vend saa oppad Øjet,
og du vil tro du staar ved Bergets Fod;
men nedenfor, hvor Dalens Løb er bøjet,
du har det andet Braadyb for din Fod.
Den øvre Dal er trang og sort, skjønt sneløs,
der haster Isvansbækkene forbi,
den nedre Dal er trang og graa og træløs, –
der dør og fødes Mennesker, som vi.
1.utg: [17]v
#
Men tro kun ej du er ved Fjorden fremme
der ser du Bygder af et andet Slags;
der
˹modner Frugt˺
voxer Grøde
; der˹nede bor˺
er du blandt de Rige.
HIS: 13
#
Det var i øvre Dalen at de mødtes.
de st{ødte}yred sammen; der gikk Glimt og Brag
af Uvejrstævnet, derpaa bort de stødtes.
˹Han svælged i˺
Ja, har du kjendt
den
˹pinefulde˺
smertelige
Fryd
˹paa Sprang˺
i Svingning
˹i˺mellem
{
<...>
}
<...>
˹favne˺ og forbande?
Han havde mødt den sommerglade Sanger
han havde vendt hans Syn fra Sol til Jord{,}
˹; –˺
HIS: 14
#
Han bredte sine Arme vidt for Vinden,
fremover sprang han saa med aaben Favn,
der brandt en Taare hed og salt paa Kinden,
Det blev ej hørt. Og atter sagtned Farten,
Langt foran og dybt nede gik de to;
det lod, som han var rædd den skulde svigte.
Men over kom de og med sænkte Hoder
de skred langs Randen af det vaade Gab;
og bar sin Kundskabs
˹Vinding, Paradisets˺
Skat sin Uskylds
Tab.
HIS: 15
#
men Brand blev ved at stirre, søge, lede
fra Højden, hvor han stod, i Dalen ned;
det var sin Hjembygd, som han saa dernede.
Han kjendte Vandet,
˹trangt˺
langt
og krumt og sort,
1.utg: [18]v
#
hver Bugt paa Vejen kunde han erindre,
dog tyktes ham at alt var blevet mindre.
Og ende ud till Fjorden Synet naaer;
han saa en Brygge og en hvidmalt Gaard,
HIS: 16
#
{
<...>
}Det var hans Moders Gaard, hans Barndoms Hjem,
der var han voxet mellem Strandens Stene;
nu myldred der en Hær af Minder frem,
Han skjød dem fra sig og han jog dem væk,
«{
<...>
}Brand, kan du huske? spurgte de ham pinende,
hans Bryst blev trangt, han kjendte Hjemmets Skrækk.
med noget, som laa udenfor hans eget;
hans halve Styrke var som fra ham veget
Hvad stort han nylig vilde, blev ham fremmed,
han kjendte sig ved Nærmelsen af Hjemmet
1.utg: [19]r
HIS: 17
#
og sagde halvt i Tanker halvt med Ord,:
ja, ja; I kan nok kjende mig igjen,
skjønt jeg er bleven stor fra sidst {i}I saa mig;
vi er i Slægt og I vil hilse paa mig.
det trækker opp till Uvejr; det er rett;
der ude falder Regnen tung og tætt, –
fej Luften ren for alle Mindets Dun{–}ster,
der ligger Ge Pest i dem, som ingen Kun{
;
}ster
HIS: 18
#
Min Moders Gaard, – se, den er malet ny,
men ligger v{ind}ejrhaardt, savner Træers Ly,
Der gaar hun Aar for Aar, bestandig lig
sig selv, med
˹Rastløshedens˺
Travlheds
evige Lænke paa,
og skjøtter sit, og
˹regner˺
træller
, og blir rig, –
saa rig, saa rig, at det er
˹styggt˺
koldt
at tænke paa.
1.utg: [19]v
#
Med et han lo, men bittert, som i Graad,
idet han Øjet langsmed Lien sænkte;
Der saa jeg første Gang det norske Mod;
der saa jeg første Gang det norske Blod,
HIS: 19
#
Det var den klare Høstdag; godt jeg husker
hvor Haslen stod og rasled brun og gul;
paa Rognen hang de br røde Bær i Dusker –
og hvilken Mylder, hvilken Sang af Fugl!
da hørte jeg som Knas i tørre Kviste,
jeg hørte Trin, – det var en Mand jeg saa.
ved hvert et Steg han glytted bag sin Rygg,
saa seg han ned, som magtløs efter Møjen,
om lidt saa stod han opp og tyktes trygg.
Han lagde Øxen paa en vindfældt Stamme
og
˹trakk˺
tog
a{t}f Lommen opp en Klud, et Baand –
1.utg: [20]r
HIS: 20
#
Men næste Morgen fulgtes jeg med flere
de hvisked om at Ufred var ivente.
blev maalt og prøvet og blev skrevet opp;
naar det var gjort, han gik med Miner tunge
Hvor Dødens bleg han over Gulvet gik!
han skuled ned for sig; jeg saa ham svede –
jeg kjendte ham ved første Øjeblik.
HIS: 21
#
Han viste nølende sin Haand i Bindet
for dem som sad omkring det lange Bord;
i Fingren ind og skar den af till Skindet.
han stod som Billed paa en Verdens Nød,
som Haabløsheden selv der bad om Naade.
1.utg: [20]v
#
de højned sig paa Tæer, ˹de˺ steg paa Krakke –
de bare
˹stod og glante kun, <...>
˺
saa, de glemte rent at snakke,
Stillt raadslog de en Stund, som sad om Bordet;
˹han vilde tale men han svælgte˺
Gud fri et Land f<...> slige» tog han
Ordet;
han spytted, pegte ud og sagde: «gaa!»
HIS: 22
#
Og Gutten gik;
˹der
aabned
˺
man danned som
˹laged sig˺ en Gang,
hvor han fik slippe gjennem uden Hinder; –
saa rødt som Blodet, der fra Fingren sprang,
saa rødt var Blodets Bluss nu paa hans Kinder.
man saa fra Tunet efter ham, fortællende; –
han hørte hjemme indimellem Fjellene.
paa Byens Torv og gik med Sang og Flag
i Procession till Frihedsmandens Støtte.
jeg gik imellem Ungdom frisk og spillende,
jeg kjendte noget grænseløst oppildende
1.utg: [21]r
HIS: 23
#
Den brede Gade var for trang for Toget,
hvert Tag var tætt besatt, hvert Vindu fuldt;
der blinkte Baand,
˹der dryssed˺
og
Blomster
˹
nyt
˺
blankt
og broget.
og Folkesangen lød, Smaagutter trommed,
Stillt blev det nu; det lod som en blev ventet.
Og Raab og Haandklapp bruste som en Bølge
HIS: 24
#
Lys, axelbred og stærk, foruden Hatt,
og mætted Mængdens Syn, som Storhed pligter.
Og da saa Bifaldskjendelsen var høstet,
˹da˺
han
løfted han sin Stemme, fyldte Brystet,
1.utg: [21]v
#
i Ejdsvoldslunden efter Seklers
˹Trældoms˺ Natt,
saa talte han om Friheds vundne Skatt,
og saa om Dagens store Festbetydning.
Hans Øjne skinned i en fugtig Taage,
og Folkets Syn var skinnende som hans, –
e{n}t Natt
˹Døgn˺ om Bollen i ubændig Dans.
HIS: 25
#
fra før till nu; hans Tales Magt var stor;
ud over Mængden runged disse Ord:
Det Blod, som af en Normands Aare rinder,
det Blus, som brænder paa en Normands Kinder,
Da husked jeg det Blod, som randt i Skogen,
den Kind som blussed ved det lange Bord;
et Lyn brød Drømmen af og jeg var vaagen.
{
<...>
}Jeg saa mig om; mon ingen vilde skratte?
Nej tvertimod; man lytted aandeløs,
kun Mumling lød, som Vellystknurr fra Katte,
hvis Rygge stryges og hvis Hager kløes.
HIS: 26
#
#
kun jeg stod bøjed
˹knuget˺ under Sandheds Vægt;
Som Ed paa Løgnen lød Trompeters Skrald,
og Digteren steg ned, endt var hans Tale;
men Sæden, som han lagde, drysses skal
Der spirer den og der den Rødder slaar;
hvad Høst kan ventes inden hundred Aar?
hvorledes staar det saa vel till blandt Resten?
HIS: 27
#
Han sprang fra Hellen opp, han saa nedover
hvor Bygden laa i Skygge vaad og sort;
hans Ansigt var et Uvejr ligt, som sover,
hans Syn var ej blot strengt, men mørkt og haardt.
˹
˺
sit Folk i Ørknen holde Guldkalvsfest.
1.utg: [22]v
#
Med et der strøg et Solskjær over Panden;
de{t}n lysned og de{t}n
˹glatted sig till Ro˺
<...> og det lo
.
Han saa en Baad som lagde ud fra Stranden,
og
˹borte˺
ude
bagom Odden saa han to,
snart saa han ti, som ind mod Oset gled;
og langsmed Vejene var Liv og Virke;
mod samme Maal, mod Bygdens gamle Kirke.
HIS: 28
#
Det var ved Kirketid. Hans Syn sig sænkte
mod denne underlige stille Færd;
og dæmpet fra hans Bryst de Ord sig trængte:
«Hvad er for Herren disse Sjæles Værd?
Vidt over Jord er nu de hellige Timer,
der peger tusind Tempelspir mod Sky
der bruser Orglers Flugt, der Klokker kimer,
der kalder Messesang till Fredens Ly.
Der er der Solskin; der er højt till Himlen,
derude gnider Aand mod Aand sig blank,
som løfter hver en enkelt over Vrimlen.
og byder sig at bære Slægtens Bud;
der er det dog fremkommeligt till Gud;
de{r}t gjælder kun at vaage og at ville.
1.utg: [23]r
HIS: 29
#
ej Taarn, ej Spir, ej Kors mod Højden peger,
ej Klokker kalder, intet Orgel leger,
og klemt den ligger mellem Fjell og Fjell.
Hvor Himmelstrimen snevres ind af Skavler;
og kryr og myldrer efter Kirkevej.
at blande Røster ind i Verdenskoret;.
Hvad gav Gud Herren dem at løftes ved,?
Hvad fik de udenfor det nøgne Liv?
Hvad maner dem till Pris og Takkebønner?
og Folket blev – Elendighedens Sønner.
HIS: 30
#
gik under just da F{
<...>
}relsens Stund var nær,
var tagen bort med Blod, som nu den er?
1.utg: [23]v
#
Han hasted fremad for at naa derned,
men i det samme hopped {
<...>
}ud paa Stien
till den blev liggende langt nedi Liden.
Han skotted opp; der stod en ragget Hund
og saa paa ham med Ører spidse spændte, –
som lo og holdt et Klæde for sin Mund.
HIS: 31
#
Hun tyktes halvvejs voksen, halvejs Barn,
gulbrun var Huden; det var lett at se,
Hun havde Haaret klippet som en Gut;
dybt under Panden laa de sorte Øjne,
som saa paa Presten stivt og uafbrudt,
1.utg: [24]r
HIS: 32
#
Forundret, som det Barn der nylig fødtes,
hun stirred ned, og Prestens Syn bar opp;
saa gik der skiftvis mellem Sti og Topp
to Spørgsmaal uden Ord som {
<...>
}midtvejs mødtes.
Men saa fik vandt Presten Mæle; med et Nik
Forskremt hun skreg, som truffen af et Stik;
hun slapp den Gren hun holdt og kløv i Hejen.
Hun gav ej Svar, hun bare kløv og k{
<...>
}løv;
han hørte Smaasten rasle, Lyngen knirke,
højt oppe stod hun stille; kold og sløv
hun saa paa ham og raabte ned: «Till {
<...>
}Kirke!»
˹Paa nyt˺
Og atter
2
steg
1
hun
, ˹steg˺ højere endnu,
og endda højere; saa stod hun atter,
˹holdt˺
med
Haanden hul for Mund; «till Kirke, du!»
hun raabte ned, men denne Gang med Latter.
HIS: 33
#
«till Kirke!» raabtes der som i et Skrig,
men denne gang
˹hun raabte˺
kom Raabet
gjennem Hornet.
«Till Kirke!» raabte
˹hun˺
det
, snart her, snart der,
men altid højere og længer borte,
snart mellem Bræerne snart bag de sorte
1.utg: [24]v
#
«Till Kirke!» raabte Jenten, snart med Mund,
snart gjennem Horn, i Haand, snart gjennem begge –
det ljomed vidt udover Dalens Bund,
det slog som Gjenlyd fra de nordre Vægge.
«Till Kirke» runged det snart som en Sang,
snart som en Latter, snart som fjerne Klokker;
snart lød det som et Skrig og snart det klang
HIS: 34
#
Det var som noget frøs i Prestens Blod.
Stillt stod han længe stirrende og lyttende,
mens Røsten rulled skiftende og flyttende,
snart bag ham, snart fra Siden, snart imod.
«Till Kirke» sagde hun; men dybt i Dalen
laa Kirken under ham, og hun steg opp.
Hvor langt? Hvor hen? Ind mellem Tind og Topp,
Og dog till Kirke? Kirke? Uvisst blinkte
det
˹
veg
˺
sprang
˹glapp˺ paa Tungen, men han fik det fatt.
Først lød det ham saa underligt, saa fremmed;
men mer og mere tog det kjendte Trækk;
tillslutt strøg alle Tidens Taager væk
og Navnet stod der skarpt i Lys af Hjemmet.
1.utg: [25]r
HIS: 35
#
hvor Vidden hviler under frossen Sne;
den er en Revne mellem Ta{n}gg og Tinde
Igjennem Dalen gaar e{t}n leret Elv;
et Fjellvand ligger der med sortblaa Skygger;
udover Væggen ludende
˹hint˺
et
Hvælv.
Tidt Hvælvet halvvejs over Dalen naaer;
Isbækken tærer hulende og listende,
men Skavlen øger sig fra Aar til Aar.
Dog, kommer saa engang en solvarm Sommer,
da
˹vokser˺
bugner
Bækken, Elven slaar og flommer,
og Skavlen brækker paa den bratte Kamm.
HIS: 36
#
og Drøn og Revner varsler om dens Fald;
et Blaff, en Snerøg, – saa et Brøl, et Skrald,
og Skredet gaar og hele Dalen fyldes.
E{n}t Tordenslag, et Rifleskud er nok,
naar Bræen hænger i sit skjøre Belte;
sig frem i Dybet under lukket Laag.
1.utg: [25]v
#
Han kom ihug fra den{ Tid}gang han var liden
et sælsomt Fund, som blev for Dagen bragt.
˹Langt opp i Tiden foer en Mand˺
En Mand var engang gaaen tillfjells
paa Jagt,
og ingen havde set og spurgt ham siden.
Ha{
vde
}n havde jaget Ren etsteds derinde,
et Skud blev løsnet og der gik et Skred;
man nævnte endnu baade Tid og Sted,
HIS: 37
#
Nær hundred Aar derefter fandt de Skytten,
<...>
den knuste Renflok og det truffne Dyr;
alt kom for Dagen paa den frosne Myr.
Saa skulde smaa og store se paa Fundet;
han kom ihug at han fik følge med.
Nu husked han, trods Tiden som var rundet,
Iskirken kaldtes det. Der
˹bar˺
gik
en Sti
did opp højt over ham langs Bergveggskrenten,
og den, som vil derind
˹maa˺
gik
her forbi, –
men lige her forbi gik netop Jenten.
Iskirken gik hun till; et Pust fra Bræen,
hun kom fra Sneen og hun gik till Sneen.
HIS: 38
#
Alt stod for ham i Skjær af denne Kulde.
Han saa sin Hjembyggds Liv, dens Døs, dens Kamp,
som gjennem Sløret af en Rimfrosts Damp;
og det var tvers igjennem den han skulde.
Han ønsked sig en Hest, gad stryge jagende
gad intet høre uden G{
<...>
}nisten spragende
bag Hestens Hovslag,
˹– og saa frem
˺
paa hans Flugt
˹bent˺ tillfjords.
<...>
Ombord, ombord! Hvem lukker sig vel inde
naar der er odlet Pløjeland at finde?
Hvem planter Kjærner for at høste Frugt,
naar han har Syners Lys og Tankers Flugt?
HIS: 39
#
har knapt sin Plads paa Reformatorbanen;
hvor Fjellet lukker, naaer ej Røsten vidt!
Saa ud af Fjellene og ind i Dagen!
Vorherre sad og vented paa hans Værk. –
1.utg: [26]v
#
han saa et Storværkstog med Sang og Faner,
med Sejren efter Offer, Fald og Blod.
Med al den Magt, en ensom Sjæl kan eje,
der saa han Skimt af sine Kirkeveje,
lig Solskin udenfor en Dør
˹Glugg˺ paaklem.
HIS: 40
#
Hvad ragte ham hin Kirkegjæst i Sneen,
de to som valgte Glædens Kirkegang,
den Flok, som krøb i Dalen dyb og trang?
For alle er det jo hans Røst skal tone.
Han gik saa stolt, som Værket alt var gjort, –
Da saa han opp;. –
{h}Han stod ved Kirkens Port.
#
hvor hele Slægter slider till de slukner,
som Faers og Farfars Slægt, i Flom og Skred.
hver Rygg, som ej af Nød var bøjet krum.
HIS: 42
#
Slig
˹Byggd˺
Dal
var denne; sligt var
˹Kirken˺
Folket
her,
˹med,˺
var knappt at skimte under Tjærens Lag,
1.utg: [27]v
#
hvor Bygdens Børn og Kvinder laa bagrevet;
{
<...>
}Mandsligene laa alle andresteds,
endel i Urden og endel i Havet.
thi den var hvælvet, rummelig og stor,
HIS: 43
#
Her var det Tidens Fødselshjælper stod.
Han lytted; stillt var alt, som hos de døde;
ej Sang ej Messe suste ham imøde;
han greb i Klinken; Laasen holdt imod.
i Koret læste, Ordet blev ej tolket;
men ogsaa der var øde; – hvor var Folket?
Han lytted; Luften dirred tung og lummer;
dog var der noget som dens Stillhed skar;
snart hørte han et Raab og snart et S{
<...>
}var;
snart nævntes der et Navn og snart et Nummer.
Det kom som bagfra Kirken. Did han gik;
nu lød det nærved; han steg over Skillet;
der stod han højt og frit; der traf hans Blik
i Bakken nedenfor et sælsomt Billed.
1.utg: [28]r
HIS: 44
#
i Bugtning om en Odde ganske nær.
De{
r
}n {
<...>
}hele Almue, baade Mænd og Kvinder
og Børn var samlet i en Klynge her.
De ligned mindre levende end døde;
den sunkne Tinding, Øjets blygraa Ring,
de hæse Røster raabte ham imøde,
Det var den gamle Sang, som aldrig ender;
et Uaar, saa en Vinter uden Brød;
en Vaar med tomme Munde, tomme Hænder, –
og saa en Sommertid med Sot og Død.
saa Fattighjælp der ydes tvær og tvungen
et varsomt Greb i Sækken og i Pungen –
HIS: 45
#
Der sad en byklædt Fyr paa Telthustrappen;
en gammel guldbrodert Tobakspung slang,
saa tidt han vendte sig, paa Frakkeknappen.
han skrev paa Knæet, læste, raabte opp
snart en snart anden blandt den blege Tropp,
1.utg: [28]v
#
han lo med matte blanke ti{
<...>
}nblaa Øjne;
De runde Kinder glindste saa velvillige
han talte Hvermand till som Kammerat,
han havde Nik og Haandslag till adskillige –
og godt till Ungerne, alt under Prat.
HIS: 46
#
og hold saa Sult og Fandenskab fra Døren{!};
{og}ja sløs nu ikke, Manden min, – og glem
mæt dem som venter, æd og hold jer glade, –
jeg mener den med toogfemti Blade!»
Saa lød det uden Opphør. Brød, Moral,
Korn, velment Lære fulgtes ad i Gaven;
og holdt sig, bristefærdig, over Maven.
Men i den blege Klynge var der stille,
et Krampesmil kun over Mængden strøg;
hver tog sin Del, den store som den lille,
og uden Takk han gjennem Flokken
strøg
smøg.
1.utg: [29]r
HIS: 47
#
det var som Viljer her ej mer fandt Ly;
det var som Haabløshedens Vægt af Bly
sig havde ˹hægtet˺
fæstet tungt og tætt om Hælene.
hvis haarde Mening bød at det skal leves;
det var som hver en Prutning var forjgæves,
hver Rejsning ørkesløs, hver Stræben tom.
Brand stod og saa derned; han saa sin Ven,
Saa deltes Pungens Indhold Skjærv for Skjærv,
og {
<...>
}de som stod omkring stod stillt og stirrede,
tog hvad der blev dem rakt og gikk forvirrede,
HIS: 48
#
Dog snart han fatted sig og blinkte rundt
som om han havde Del i dette Under;
gjør godt, saa det forslaar; det er jer undt!»
vi tar imod det største som det mindste!», –
og i et saftigt Smil hans Øjne glindste, –
han saa sig om, da traff hans Syn paa Brand.
1.utg: [29]v
#
{
<...>
}Han pegte opp med Piben, nikked, lo,
og raabte «Vend jer, Godfolk; der er flere.
jeg valgte Tiden heldigt kan I tro;
nu tør jeg bande paa I snart faar mere!»
Velkommen, De! Herned! Vi har det trangt!
De har vel hørt om Flommen og om Tørken?
HIS: 49
#
Men Brand blev staaende, kold, bleg, alvorlig;
i dette Øjeblik var Presten smuk;
og dog det lod som var hans Barm usaarlig
af Mængdens stille Jammer og dens Suk.
men før jeg gav till jer den mindste Skive,
før kasted jeg det hele for en Hund.
Hvor er det Sind hos jer, som frit tør tage?
Hvor er de{t}n
˹Magt˺
Sind
˹som˺
blandt jer
˹her˺
fr<...>
tør dele ud{,}?
Hvor er de{t}n
˹Aand˺
Sind
blandt jer, som uden Klage
end Vederlag for eders spildte Stræv;
HIS: 50
#
Det var som om en Konge stod iblandt dem,
saa lydigt bøjde de sig for hans Ord,
og da han gik det var som noget bandt dem
till denne ene ubekjendtes Spor.
De lagde lydløst ned hvad der var skjænket,
de {g}agted ej paa lidet elle{l}r stort,
de fulgte efter ham till Kirkens Port,
Der luktes opp; Brand steg paa Prækestolen;
de hvisked stillt blandt sig: «det er en Prest!»
Men hin, hvis Ansigt havde lyst som Solen,
stod tvær ved Døren som en ubedt Gjest.
og Gulvets Bænke fyldtes Rad for Rad;
paa Prækestolen hørtes Præsten mumle,
men ingen kunde høre hvad han bad.
HIS: 51
#
Kort var hans Bøn, og nu han talte saa:
men hvis dit Legems Trang kun bødes paa,
Og kan din hede Hunger slukkes ud
ved Gaverne, som rækkes dig med Haanden,
da har du intet Forhold till din Gud –
1.utg: [30]v
#
Jeg stod imorges højt paa Bergets Tinde
som løfter og i Trængslens Dal gjør fri.
Jeg mente Livet gik sin gamle Gang
iblandt jer, uden Vækkelse for Tanken;
det {
<...>
}løfted mig at dog det var jer Trang
at gribe efter ham som Redningsplanken.
HIS: 52
#
hvor lett at tro sig af sin Gud forladt,
naar hverken Stjerner eller Sol vil rinde,
naar der er hverken Morgen eller Natt,
{
<...>
}naar alt er graat i graat, alting det samme,
den samme Nød idag som den igaar,
det gamle Billed i den gamle Ramme
Naar intet højner sig og intet synker,
naar Livet trykker som et Taagetelt,
naar ingen harmes og naar ingen klynker
naar Dommen tages slig som den er fældt,
slaar Lys og Sky{
<...>
}ggning over Dagens Tog,
da fristes Sjælen till at synke sammen
#
#
#
#
hvor Foden hæmmes af Urd og Fjord,
kanhænde, som Norges Sanger, min sidste, –
thi ingen Digter synger end en Gang,
hvor Salmen er sungen over Folkets Kiste.
HIS: 12
#
Og Sotten er brudt ud; jeg øjner et Lig;
Klæd Liget med alle Norges Flag˹!˺
,
Hvor Jarlen og Jomsborgs Mænd holdt Slag,
der
ligge Kjæmpeliget bedst begravet.
1.utg: [1]v
#
Sidd ikke længer og gjem paa den døde,
tro ikke, som han, at skimte Kinder røde
D{
<...>
}et, som er dødt, lyves aldrig tillive,
et
Hver har det døde kun: det, at give
HIS: 13
#
den har du legt gjennem lange Aar;
Dog, fælles Skyldvægt rammer ej alle,
sminket Liget af de stærkere Tider,
festklædt alle Mindehallens Bjelker og Sider,
til Fryd for Dverge, med Kjæmpevaa
<...> Vægt.
Om Forleden Dag bruste Sangen i Nuets Natt –
alt var Rus; alt var Gilde; ingen husked at drøfte
1.utg: [2]r
HIS: 14
#
Nu sænker sig vindstillt Vejr over Landet,
det er som en svigfuld Gift var blandet
Lig sturende Fugle, naar Sol formørkes,
jeg ser hvor mit Folk sidder spredt og tyst,
dets Sener slappes, dets Marg fortørkes,
En Digter styrer i Folkestrømmens Retning.
men bent till Maalet han vil og maa,
hvor Tidsgaaden peger paa sin Gjætning.
2
Folkets sugende Længsel
1
han løser
med sin Sang,
klæder han i Ord, – derfor er han Sanger.
HIS: 15
#
Se, derfor har jeg vendt mit Syn ˹som˺
og mit Sind
bort fra vor Løgndrøm om Fremtids Dage,
og smyger i Nuets Taageverden ind.
Inde i Granskogsensomheden vil jeg vandre,
vandre med Regnvejrstyngsel over Kappen klam,
søge Høstkveldsmørket, som har Skjul for Skam
og Søvn for Sorgen till mig som till de Andre.
1.utg: [2]v
#
Mit Digt er at ligne med en Aas der højner
sig lyngklædt, i Skraning, jævnt over Bondens Gaard;
men bagenfor Aasen, dersom frit du staar,
kan du skimte en Krands af glitrende Tinder{.}du øjner.
inderst inde er et Digt i Digtet gjemt, –
og fatter du det, mit Folk, – da fatter du Sange˹n.˺
#
hin Fred, svanger med {F}Hvile, rig paa Mildhed
der øges, som Solen daler og Ugens Gjerning er endt, –
hin Fred, med den festlige Spænding islægt,
der raader i Huset naar Lampen hentes,
naar Gildet er rede og Bordet dækt
og Klokken den slaar og Gjæsten kan ventes.
HIS: 17
#
Slørt i Solrøg skimtes den store By
Vimpler vajer over Vig og Havn,
Masterne topper sig i Mylder og Rækker,
og peger mod ham som laante det {
<...>
}sit Navn.
1.utg: [3]v
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
#
hvor Foden stænges for af Urd og Fjord –
dig vil jeg synge en tungsindig Sang,
maaske, som Norges Sangersøn, min sidste;
thi ingen Digter synger end en Gang,
hvor Salmen sungen er ved Folkets Kiste.
HIS: 12
#
Og Sotten er begyndt. Jeg ser et Lig;
Dækk Liget till med alle Norges Flag!
Hvor Jarlen mødte Jomsborgs Mænd i Slag,
der ligger Kæmpeliget bedst begravet.
1.utg: [34]v
#
Gjem ikke længer, Daare, paa den døde,
tro ej, som han, at skimte Kinder røde
Hvad der er dødt, det lyves ej tillive.
Et Hverv kun har det døde: det, at give
HIS: 13
#
Og denne Løgnens Livsleg med det døde,
den har du leget gjennem lange Aar;
Dog fælles Straf kan ej paa Hvermand falde;
og sminket Liget af de stærke Tider,
og festklædt alle Mindehallens Sider,
Om Fortids Dag vi sang i Nuets Natt;
men et, det store, glemte vi at drøfte:
1.utg: [35]r
HIS: 14
#
Nu sænker der sig Stillhed over Landet.
Det er som om en svigfuld Gift var blandet
Som Fugle, sturende, naar Sol formørkes,
dets Sener slappes og dets Marg fortørkes,
En Digter følger Folkestrømmens Retning.
men bent til Maalet frem han vil og maa,
hvor Tidens Gaade peger mod sin Gjætning.
Han løser Folkets Længsler med sin Sang;
han sukker ud dets Angst, – dets dulgte Trang
i Ord han klæder. Derfor er han Sanger.
HIS: 15
#
Se, derfor har jeg vendt mit Syn og Sind
bort fra vor Løgndrøm om en Fremtids Dage,
og gaar i Nuets Taageverden ind.
I Granskogsensomheden vil jeg vandre,
med Regnvejrstyngsel over Kappen klam,
i Høstkveldsmørket, som har Skjul for Skam
og Søvn for Sorg till mig, som till de andre.
1.utg: [35]v
#
Mit Digt er som en lyngklædt Aas, der højner
sig jevnt i Skraaning over Bondens Gaard.
Men bagom Aasen – dersom frit du staar –
Se, derf{
<...>
}or er et Digt i Digtet gjemt, –
og den, som fatter det, han fatter Sangen.
hin underlige Fred, som hver har kjendt, –
hin Fred, paa Hvile rig, og rig paa Mildhed,
naar Sol staar lavt og Ugens Værk er endt, –
hin Fred, som er med Spændingen islægt,
der raader i et Hus naar Lampen hentes,
naar Gildet er beredt og Bordet dækt,
og Klokken slaar og Gjæsterne kan ventes. –
HIS: 17
#
Den er saa hvid, saa skinnende, saa ny,
Der vajer Vimpler over Bugt og Havn,
hvor Skibe sees i Mylder og i Rækker, –
og viser opp mod ham, som gav det Navn.
1.utg: [36]v
#
Det er, som levned Livets travle Færd
en enkelt Finger kun til Peg mod Himlen, –
som bygged Folket nedenom i Stimlen
till det Brug har den Hænder uden Tal,
ustandset voxende, – kun ej mod Højden.
HIS: 18
#
naar Strøget sees fra de brede Bakker,
som højner sig af Dalens Bund mod Nord.
Men bagenfor, imod den anden Side,
med Ferskvandssjø, med Skog, med Elve stride,
laa et Par Gutter paa tolv-tretten Aar.
igjen paa Akrene, hvor Kornet bindes.
Men det var endnu sommervarmt i Solen,
og der var Løvværk paa de gule Trær,
og derfor laa de to i Græsset her.
1.utg: [37]r
HIS: 19
#
Den ene var en lyslet en, – af dem,
som ser paa Verden med to friske Øjne,
soldrukne, skabte til at le sig frem.
Med Hatten puffet skyggende paa Kant,
med begge Hænder under Hagen knyttede,
han laa paa Maven mageligt og glyttede
mod Fjord, mod Bygd, mod By, hvor Solen brandt.
Den Anden sad og vendte {R}Solen Ryggen.
Han saa mod Nord, ned i det stængte Strøg,
hvor Vandet sortned under Aftenskyggen.
rapp fløj en enkelt Vildand over Vandet.
HIS: 20
#
Dog var det knappt som Synet ham forlysted,
knappt som han vidste hvad han saa engang.
Han sad og trakk det ene Knæ mod Brystet,
og plystred spredte Toner af en Sang.
som om han sang, hvad selv han havde glemt, –
som om han saa ud
over det, han saa paa, –
1.utg: [37]v
#
Han var et Barn, af dem, som synes gamle, –
af dem, som Kammeraters viltre Flok
i Frikvarteret ej formaar at samle, –
Hans Haar var sort, men tyndt og langt og glatt;
hans Trækk var senefulde, skarpe, spændte;
Han ligned en som vil, men godt kan vente.
HIS: 21
#
Da steg en hvidlig Sky bag Byen opp, –
saa atter en, og Knald paa Knald der fulgte,
till Bugt og By sig under Røgen dulgte,
som under Vingen af en Dragekropp.
Det gav et Sætt i ham, den lyse Gut;
han laa og tallte: «Sexten, sytten, atten –»
og vidre frem, till Tordenen var slutt, –
Og se, hvor Skummet sprøjter om dens Stavn!
Hej, den kan trave! Førend Klokken ringer
imorgen tidlig, ligger den i Havn.
Tænk, den, som da var hjemme. Den, som kunde
faa følge med de {A}andre, gaa ombord.
og Byen ligger ved den aabne Fjord.
1.utg: [38]r
HIS: 22
#
Derborte, bag det høje Land, som blaaner
hinsides Fjorden, kan du tro er smukt.
Min Fader har en Gaard, hvor Bakken skraaner
mod Sør nedover till en skogklædt Bugt.
Om Søndagsmorgnen er det dejligt hjemme.
Især om Somren, kan du vel forstaa.
og alle har de bedste Klæder paa.
Glasdørene staar aabne ud till Haven,
og Sand og Ener er paa Trappen strød;
og Rosenhækken skinner ganske rød;
og Duerne blir forede med Ærter; –
der er en blaa en, som er ganske tamm.
Dem gjør vi Gjæstebud for. Vi er Værter,
HIS: 23
#
med Børnene fra Byen i Besøg.
Der er en gammel Mand, som plejer kjøre dem;
Langt førend vi kan se dem, kan vi høre dem;
og møder vi dem, faar vi kjøre med.
1.utg: [38]v
#
Saa springer vi i Haven hele Dagen
og leger Jagt omkring den store Hækk.
Og Faster har en Datter; – hun er kjækk;
men siden er det morsomst; da er Moer
og Faer og Faster altid med i Legen.
HIS: 24
#
Sent udpaa Kvelden kjører Vognen frem;
de vil saa nødig bort, for trætt er ingen; –
men der er langt tilbys, og de skal hjem,
og vi faar Lov at følge med till Svingen.
Der siger vi Godnatt, og de maa kjøre.
Hvor {S}stillt. Hvor Skodden ligger hvid paa Eng.
Da raaber Moer paa os. Vi skal iseng.»
Han lytted, han, som vendte Rygg till Solen.
Han drejed halvt mod Vennen sig omkring
og bad: «Fortæll mig flere slige Ting
derbortefra – før hid du kom i Skolen.
Hvad du har drømt, det maa du ikke glemme. –
Men sig mig først, om det er Skikk og Brug
at lege med sin Mor, hvor du har hjemme?»
1.utg: [39]r
HIS: 25
#
Den anden saa paa ham. Hans Syn var hvast,
som om han vilde se ham inderst inde.
Med et han lo og raabte: «Stopp nu heller!
Jeg tror ej sligt om selve Presten svor.
Du har nok læst dig till hvad du fortæller!
Fy, der er Løgn og Løgn i hvert et Ord!»
Han lagde sig paa Rygg i Tanker stride; –
han hvilte Nakken i den hule Haand,
og svinged Hatten rundt i Kredse vide.
Han saa tilvejrs imens han laa og legte.
Men om en Stund – som fandt han Legen tom –
han kasted Kjæppen, vendte halvt sig om,
og over Kollerne mod Nord han pegte.
HIS: 26
#
saa talte han, knappt agtende den anden,
idet han atter tog det sluppne Ord
og strøg sit lange sorte Haar fra Panden; –
«En Lørdagskveld, – det Ord har Klokkers Lyd;
en Løgn, – det Ord kan stryges paa, som Silke;
et Hjem, – det Ord er altid stængt mod Syd.»
1.utg: [39]v
#
Nu synes jeg, at jeg kan se et Hjem.
Paa {St
}Fjæren ligger der en sprukken Farkost.
Paa Bergvæggskammen blinker Bræens Brem.
Hvor Fjorden ligger tung og sort! Den sover.
De store Skyer ser sig selv deri. –
Hvor godt, at flyve ud og være fri – –.
HIS: 27
#
Og slig, som en kan drømme styggt i Hjemmet!
Jeg ved en Gut, som drømte slig engang,
at bort han drømte baade Sol og Sang, –
og alt, som hjemme fandtes, blev ham fremmed.
Thi Drømmen bandt ham till at se paa sig,
som Hvirvlen binder den, der ser i Strømmen; –
og Gutten saa paa den, og slapp den ej,
Det var en Julekveld, og han laa syg.
Han kjendte som en Jernring klemt om Hodet;
hans Tinding slog, hans Arm var slapp og myg;
det jog som Ild og Is igjennem Blodet.
Hans Moer laa sygre i det næste Rum,
og i det tredje hørtes nogen ralle.
Der laa hans Faer, af Gigten bøjd og krumm;
for han var allersygest af dem alle.
1.utg: [40]r
HIS: 28
#
De havde havt det travlt den Dag paa Gaarden;
thi Doktor havde været der og Prest.
Nu var det stillt igjen, som før en Fest;
kun Klokkens Lyd blev over Fjorden baaren.
Den ringed Helgen ind, og {g}Gutten lytted
med lukte Øjne, der han frøs i Sved.
Da hørte han at en paa Døren glytted; –
om lidt, – saa hørte han at nogen græd.
Det var den gamle Pige, som kom listende.
Hun mente nok hans Søvn var tung og dyb.
Han kjendte Taarer faldt; hun sukked bristende:
«Nu er din Fader død, du stakkars Kryb!»
Hun pusled ved hans Seng, som ej var redet
i mange Dage, klapped lett hans Kin{g}d,
og smøg af Stuen lydløst som en Vind.
HIS: 29
#
Han hørte Klokken mens hun var derinde.
Hans Tanker bobbled som en muddret Strøm.
hvad her var Sandhed og hvad her var Drøm.
Han sov. Saa drømte han at han laa vaagen, –
og der var mørkt. Han raabte; – intet Svar.
Han skimted, lig et disigt Lys i Taagen,
hvad Pigen havde hvisket om hans Faer.
1.utg: [40]v
#
Han drømte at han rejste sig, stod opp.
Da ingen kom, han vilde selv se efter.
Han famled ud. Det grøssed i hans Kropp;
hans Ører sang; hans Knæ var uden Kræfter.
at alle sov, – at det var langt paa Natt.
Men der brandt Lys, hvor Fadren laa i Stuen; –
det gik han efter, fik i Klinken fatt.
HIS: 30
#
Han listed ind – langs Væggen – till en Krog –.
To tændte Lys var satt ved Sengens Ender.
mod Brystet klemt imellem begge Hænder.
Hans Ansigt tyktes mere gult end blegt; –
hans Hud var stramm, hans Haandled var saa smale;
hans Ben laa strakt i Længden, skarpe, skrale; –
og over dem faldt Lagnets Folder vegt.
Der var saa stillt og koldt som i en Kirke.
saa hørtes en ved Stuedøren lirke.
og rykked inderst i sin Krog tillbage; –
og i det samme syntes han der kom
en nattklædt Kvinde med et Lys i Stage.
1.utg: [41]r
HIS: 31
#
han saa hun segned for hvert Steg hun tog;
hun holdt for Lyset skyggende med Fingrene;
han kunde høre hvor hun Vejret drog.
Med et hun løfted Armen strak og stiv, –
og raabte med en Røst, der lød som snøret:
«Det er, fordi du har forspildt mit Liv!» – –
Og dermed slog hun Liget under Øret.
med Næveslaget paa den dødes Kind.
Hun vendte sig og gik, – og Lysets Skin
faldt paa et Ansigt, som han skulde kjende.
Hun ligned to, som havde skræmt ham førend
men endda ligere hun var hans Moer. –
HIS: 32
#
Hans Faer var død, skjønt Resten var en Drøm.
sad alle Piger; – de fik Pynt i Sorgen.
Og Bygdens Skrædder kom tillgaards før Middag;
han skulde sy till Gutten; tænk hvor gildt!
Saa foer der Skyds till Byen. Alt gik stillt.
Stillt drakk de Kaffe, sørged, og holdt Fridag.
1.utg: [41]v
#
En Kveld kom Kisten. Den var dyr og fin.
og rundt i Bygden kjøbtes grønt till Kranse.
fra Blomster, Bar, og allslags grønt, at Gutten
fra den Tid tyktes Somren lugted Lig.
HIS: 33
#
kom roende med Sognets Mænd tillgaarde.
Der samled Følget sig og Presten talte
om Lidelser, om Død, om Gravens Ro;
men fremfor alt han Enkesorgen malte,
saa Gaardens Kvinder græd – men Gutten lo.
Han lo i mange Dage; men i Smug.
Dog engang lo han saa det skreg i Skyen.
Det var en Dag, da, efter vanlig Brug,
han fandt Aviserne, som kom fra Byen.
i Nummeret for Januar den syvende:
«I forrige Maaned har min elskte Mand
ved Døden mig forladt den firogtyvende.»
1.utg: [42]r
HIS: 34
#
{d}Den sidste Rest var tømt af Ju{
l
}blens Væld.
Man trykked Parrets Hænder stærkt og stille
og bød et langt og alvorstungt Farvel.
Saa vandred Flokken østerpaa mod Dalen,
men viftende stod midt i Højfjellssalen
den unge Maler ene med sin Brud.
till Takk for hvert Farvel, som blev dem sendt,
Da saa de paa hinanden stillt en Stund
saa sittred frem et Smil om begges Mund,
HIS: 35
#
Og Smilet voxte till der laa en Verden
af Ungdomslykke lysende deri.
De saa ej fremad; heller ej tillbage;
de saa kun Nuets straalende Sekund.
1.utg: [42]v
#
De sprang som glade Søskend Haand i Haand
mod Vest bortover Viddens brune Teppe.
og hendes Fødder rørte Jorden neppe.
Hun rev sig løs, og leende hun veg,
da rask han atter vilde hende fange, –
og Løbet blev en Flugt og Spøgen Leg,
og deres Ord og Latter blev till Sange:
HIS: 36
#
dig vil jeg legende fange;
jeg fletter et Nætt med Masker smaa,
og Maskerne er mine {
<...>
}Sange.»
«Er jeg en Sommerfugl liden og skjær,
saa lad mig af Blomsterne drikke;
saa jag mig, men fang mig ikke!»
«Agnes, min dejlige Sommerfugl,
nu har jeg Maskerne flettet;
dig hjælper saa lidet din flagrende Flugt,
snart sidder du fangen i Nættet.»
HIS: 37
#
«Er jeg en Sommerfugl ung og blank,
jeg lystig i Legen mig svinger;
saa rør ikke ved mine Vinger!»
«Nej, jeg skal løfte dig varlig paa Haand,
og lukke dig ind i mit Hjerte;
der kan du lege dit hele Liv
den lystigste Leg du lærte.»
der styrter i et Braadyb ned mod Vest.
og Føreren steg varligt af sin Hest.
«Far langsomt her» – saa talte han till Parret –
HIS: 38
#
med Hjerter klappende af stille Skrækk,
mens nu og da et Gufs jog Skodden væk
og viste Dybet, som sig atter dulgte.
Hun holdt ham fast som bange Barn om Kveld;
hun hvisked: «er det ikke, som vi stiger
af Livet ud, af Lysets varme Væld, –
og skulde dybest ned i Dødens Riger?»
1.utg: [43]v
#
Da løfted sig en Sky, som havde ruget,
i Uvejrsfolder svøbt, paa Bergets Barm, –
og langt bag Skyggelandet dybt i Sluget
steg frem en Verden, vuggende og varm.
Det var et Syn, som ingen Haand kan male; –
det var det store endeløse Hav,
der laa og lyste bagom alle Dale,
som Evigheden lyser bagom Grav.
HIS: 39
#
og hvide Sejl skar skinnende fra Strand,
lig lyse Længsler over Verdens Pande,
paa Flugten mod Uendlighedens Land.
Og som en Ramme om det store Billed
stod Slugets mørke Vægge, Skyens Tag, –
og pisked Bølgevidden højt i Skum.
Saa lagde Skoddens Tæppe sig om Synet,
og slørte for det vide Verdensrum.
Og mere trangt og bratt sig Stien sænkte;
og mere sort stod Bergets Vægg og stængte
for Dalens Løb, mens Viddens Solskjær svandt.
1.utg: [44]r
HIS: 40
#
Lig Rester af en sønderslagen Verden
og intet Straa af Slugets Grusbund skjød,
og ingen Vandrer mødte dem paa Færden.
Bleg gik hun ved hans Side, syg i Aanden;
han hørte Hjertet slaa i hendes Bryst;
hun saa paa ham, som Barnet ser i Vaanden;
da smilte han og sang med hævet Røst:
sig hvorfor dit Hjerte slaar?
Lad ikke Fjellet dig ængste og skræmme;
du er i din Moders Gaard.
lydige Børn tør gaa om Kveld
i den mørke Spøgelsestue.
HIS: 41
#
Du er i din Moders Spøgelsestue;
din Broder følger dig jo med Sang,
og holder dig trofast i Haanden.
Lad dig ej skræmme hvad du saa hører, –
om Hyl, eller Hundetuden;
snart aabner sig Dørens Bue;
lad os kun trøstig gaa syngende gjennem
den mørke Spøgelsestue!
HIS: 42
#
saa løfted Sløret sig fra Pigens Syn.
paa hendes Læber legte Smil og Nyn.
To Stene greb hun, kasted en i Fossen,
og slynged en mod Bergets bratte Vægg,
gaa du med Hulken og med Sukk din Gang;
du fylder aldrig os med Frost og Skjælven;
thi vi har Øre kun for Glædens Sang!
staa kun og tru os, hvor vi skal forbi;
du stænger dog ej Vejen; vid at vi
1.utg: [45]r
HIS: 43
#
Da runger der en Sangerrøst fra Fjellet,
fuldt, som naar Orglet gjennem Kirken gaar.
Den standser Lykkebørnene paa Vejen,
hvor nys trods Nøkk og Jutul frem {
<...>
}de foer; –
der Røsten ruller gjennem Sangens Ord:
skygg for hver fristende Glæde!
HIS: 44
#
blind for Sol og for Sommer.
Lær mig at ville mer end jeg kan.
og bøj saa mit Sind, at jeg kommer!
Jorden er som en Vinternatt;
alle Sorger er tindrende Stjerner.
jeg ved ikke den, som mig værner.
i sit isnende Nordlysklæde.
Herre, Herre, du Himmerigs Gud,
lær os at lide og bede!
HIS: 45
#
Saa lokked det igjennem Alvorsluren
For sent. Her spratt ej nogen Kvist fra Rod, –
og ned imod dem kom den stærke Sanger.
Det var en sortklædt Mand med fine Trækk,
lidt bleg, lidt skarp, lidt skaldet over Panden; –
med højre Haand han visked Sveden væk,
og gik imens med Hatten i den anden.
Hans Øje minded om et Tjern i Skyggen,
om noget, som er dybt og dulgt og gjemt.
Han bar en snøret Randsel over Ryggen,
og holdt sin Kjæpp indunder Armen klemt.
1.utg: [46]r
HIS: 46
#
Han hilste høfligt der han gik forbi;
dog laa der noget spørgende deri,
som om han tænkte «skulde vi ej kjendes?»
Og samme Tanke greb den unge Maler;
han standsed tvivlsom Manden paa hans Vej
og spurgte: «Brand, er det med dig jeg taler?»
Da svarte hin: «Ja. – Ejnar, er det dig!»
Det var hint Vennepar fra Skoletiden,
som skilltes ad og aldrig mødtes siden,
før halvt som {F}fremmede de mødtes her. –
Hvor meget laa ej mellem nu og Skolen!
Hver gik sin egen Vej i Verden ud;
hver stræved paa sin egen Vis mod Gud, –
HIS: 47
#
Men Ejnar var den første, som fik Mæle
for alle Minder, der i Sjælen sov.
Han fatted Vennens Hænder lig et Rov,
Saa talte han med Glædens Feberhast
om Baandet, han isommer havde bundet, –
om alt sit Haab, – og mente fuldt og fast
han havde Vej till Vennehjertet fundet.
1.utg: [46]v
#
Dog Brand stod stum. Han løsnede med Lempe
sin Ha{
<...>
}and af Vennens varme Nævetag.
Der legte om hans Mund en Trækkning svag;
han syntes med sig selv en Strid at kjæmpe.
Han svarte, halvvejs fremmed, halvt forlegen:
«Det er jo godt at vide sig i Havn.
Du er jo Maler nu og har et Navn; –
hver Vej er rett, saafremt den er ens egen.
HIS: 48
#
«Men to Slags Vej kan vælges af ens Vilje;
en er at ligne ved en farbar Elv; –
den sidste maa du sprænge kjækkt med Staal.
Paa den tør du og ingen anden vandre,
før Verden ser den bærer till et Maal.
et lokker ham igjennem Drift og Lyst; –
som sænker Flammetungen i hans Bryst.
I Kraft af den et ukjendt Sprog han taler;
i Kraft af den ham hører Sejren till; –
og fik du Naaden af en saadan Ild, –
da fatter jeg at du er bleven Maler.
1.utg: [47]r
HIS: 49
#
og tolke Lysets Sag i Form og Farver,
lig Sommerfugle fra de sprængte Larver.
thi da er du med Himmelen i Pagt.
Men kom ihug, at har du denne Magt,
saa er du vel den eneste blandt dine.»
med dæmpet Stemme og med hede Kinder;
hans Øjnes Glød var Blodets lig, der skinner
i Uvejrslys paa Spidsen af en Pil.
Det var som om han vred sig under Ordet,
som om hans Tanker under Modstand bored
HIS: 50
#
Den unge Pige stirred paa ham nøje,
lig en, der
j
spejder i sin Fiendes Lejr.
Saa søgte hun med Tillid Vennens Øje
Hun var saa trygg, saa sikker i sin Sag,
da Maleren med Alvor tog tillorde:
«Min Ven, det er alt anden Gang idag
1.utg: [47]v
#
Først har du skygget for os med din Sang,
men giv hvad Navn du vil den glade Trang,
som hvisker i mig: Livet er at male!
Gud sender ej till hver sin Aabenbaring;
mig er det nok at gaa den Vej, jeg maa.
HIS: 51
#
Og lidet har du fattet Skjønheds Gaade, –
kun slett du ved, hvad Kunsten skal og kan, –
i Farvedigtets glade Børneland.
O, tror du Blomstens Rett till smukt at tindre
er større, naar den Lægdomskræfter bær
end naar den kun har Duft og Farveskjær?
Og tror du Fugl skal sidde stum i Skog,
hvis ej dens Sang kan lindre nogens Klage?
At alt, hvoraf du ej kan Lærdom drage,
Jeg tror paa Sjælens Rett till Fryd ved Livet,
1.utg: [48]r
HIS: 52
#
med Sandhed fuldt og helt paa Læben lagt, –
fik du det Naadens Kald, som klart dig lærte,
Har du følt Duen dale paa dit Sind?
for Svaret, som laa gjærende i Barmen;
en Feberglød ham opp i Kinden foer;
han hvisked, mens han greb sin Ven om Armen:
«Ja, jeg har Kaldet; men till spredte Tider;
som Maanen voxer det og tager af;
jeg vugges opp og ned, som Skib paa Hav;
i Strid jeg beder og i Bøn jeg strider.
HIS: 53
#
Men jeg vil sejre; først i eget indre,
jeg tør ej prutte; jeg er ej tillfreds
med noget; alt maa gjøres, intet mindre.
den ætser alt, hvad der er helt, ihjæl; –
1.utg: [48]v
#
og havner hvor det helst sig falde kan.
Sig, hvor er den, som vil og tror og ser, –
som slaar for samme Maal, hvorfor han brænder?
Jeg ser ej Mennesker paa Jorden mer;
jeg ser kun Maver, Hoveder og Hænder.
HIS: 54
#
Men det var Mennesker, som Herren skabte.
Det var till Mennesker at Kristus kom; –
thi det var Mennesker, som var fortabte
still dig paa Tinden, Mand, og se kun efter; –
græd om du kan, – og le, hvis du er stærk, –
som Livsværk for en Mand i vore Dage,
det er, paany at gjøre Slægten hel.
skal Slægten atter bringes i sit Spor.
1.utg: [49]r
HIS: 55
#
Se, derfor vil jeg gaa i Verden ud,
og samle Lemmerne, de spredte Dele,
for anden Gang i Lignelse af Gud.
Og derfor har jeg Krig med dig og dine,
som dyrked Sandhed i den enkle Mine,
mens Sandhed er i intet uden alt!»
Med Øjne som en ængstet Fugl i Fælden
det var som om hun bøjdes under Vælden
af Viljestormen i hans stærke Mod.
Men Ejnar rysted paa sit lyse Hoved
og svarte med et Smil paa venlig Vis:
«Jeg ser, som Mand du holder, hvad du loved
HIS: 56
#
med al dens Vold, dens Urett og dens Klage,
og digted vidre paa vor Kundskabs Grund; –
till Hjælp og Trøst du aldrig kom i Nøden;
du stængte aldrig for de ondes Færd;
du stormed frem med Hævnens hvasse Sverd.
1.utg: [49]v
#
Det er det samme Sind, som nu dig driver
till vildt at vende Verden opp og ned; –
men vid, hvert Frø, som opp med Rod du river,
en bedre Spire kræver i sit Sted.
stryg ej af Sproget ud de gamle Gloser,
før nye Tanker kræver nye Ord.
HIS: 57
#
Og husk, ens Kald med Livets Vilkaar tidt
har knapt sin Plads paa Reformatorbanen; –
hvor Fjellet lukker, naaer ej Røsten vidt.
Forstaa mig vel. Jeg ved, fra ringe Stilling
er mangen Verdenskjæmpe gaaen ud; –
forfalsk ej Præget, som det fik af Gud.»
Da klukked det i Presten, lig en Latter,
der døde før den frem paa Læben rakk;
et Haanglimt om hans fine Mund sig trakk
og legte der, mens han tog Ordet atter:
«Ja, dette Folk er tvedelt af Natur!
og Tanken flyver fra sit Hverdagsbur.
1.utg: [50]r
HIS: 58
#
Det er et Folk med mageløse Minder;
det er et Folk af Kæmper og Kæmpinder –
Det er et Folk, saa stærkt, saa uforsagt;
det er et Folk, som staar mod Syd paa Vagt –
naar Taleren ved Gildet hæver Røsten.
at hele Verden kan hos ham faa lære
hver herlig Egenskab, som skjænker Ære, –
hvad jo et Sandhedsvidne engang skrev.
Det er et Folk, som tryggt tror paa sin Rett
som tog sin Væxt mens Tidens Aand gik trætt; –
HIS: 59
#
Men klæder Tiden sig i Uvejrskofte,
og tystner Snakken for en Livsdaads Krav,
og bære Slidren tom ved venstre Hofte, –
hvad er saa dette
Folk, dets Mænd, dets Kvinder?
1.utg: [50]v
#
Da skriger Kvinden og da viger Manden;
da stoppes Øret till for Bøn og Bud;
som, Gudskelov, fik Skillingspræg af Gud.
Hvad har ved Styrkestævnet vi at gjøre?
at styre Plogen og sin Skude føre.
HIS: 60
#
Hvad kan vi for at Fienden sig nærmer?
At bringe Offer er de andres Sag.
skar Splitt og Tunge i det norske Flag.
Nej, lad de store Samfunds Kinder gløde
naar Tidens Aare flommer hed og fuld; –
vi skabtes till at pløje Hav og Muld;
vor Gjerning er at svede, ej at bløde.
hvor Hvermands Syn er dumt, hans Bryst fortørket.
men ingen ser at Strøget er forbandet,
1.utg: [51]r
HIS: 61
#
Nej, tvertimod! I Gruvens krumme Gange
vil Pusslingflokken kjende sig saa trygg,
med Pukkel paa sin Sjæl som paa sin Rygg.
det er en Sag for andre, ej for ham.
men ej for Strid for Sejr og for Berømmelse, –
han nøjes med at naa, bag dette Liv,
HIS: 62
#
bed Herrens Pande i den store Stund?
Det var jo for de
andre Kristus døde;
till dem han kom som Kjærlighedens Tolk; –
var hvad vor Herre led for dette
Folk!»
1.utg: [51]v
#
Ej Ord blev svaret. Stillt, som rædde Børn,
og staar med et for Bergets barske Bjørn,
stod Parret fjettret for ham midt paa Stien.
Med Øjne bundne till det vrede Skræmsel,
med kolde Hænder i hinanden klemt,
tillbage stirrende, forvildet; skræmt,
de sneg sig lydløst bort og søgte Gjemsel.
HIS: 63
#
De kom ham snart afsyne. Ejnar aanded,
Han vilde synge, men hans Stemme svigted; –
han vilde le, men da var Røsten hul; –
han vilde spøge, – Spøgen var en Fugl,
som flygted, da den skjønte Jægren sigted.
mod Laurbærlunden, mod Citronens Guld,
mod Drueklasen, funklende og fuld. –
Med Øret kun hun fanged hvad han malte;
og havde kun till Svar de enkle Ord:
«Men saa du hvor han voxte, mens han talte!»
og skulde over ved en Fjord etsteds –
men skræved ikke vidt nok, og blev staaende
paa hundred Favne Vand. Det rakk tillknæs.
For slige Karle synes Stien dannet,
som bær fra Tinderne till Fjorden ned;
HIS: 65
#
Gaa timevis og vend saa oppad Øjet,
og du vil tro du staar ved Bergets {
F
}Rod;
men nedenfor, hvor Dalens Løb er bøjet,
du har det andet Braadyb for din Fod.
Den øvre Dal er trang og sort, skjønt sneløs, –
der haster Isvandsbækkene forbi; –
den nedre Dal er trang og graa og træløs, –
der dør og fødes Mennesker, som vi.
1.utg: [52]v
#
Men tro kun ej du er ved Fjorden fremme,
der ser du Bygder af et andet Slags;
der modner Frugt; dernede bor de rige. –
HIS: 66
#
Det var i øvre Dalen at de mødtes.
de stødte sammen; der gik Glimt og Brag
af Uvejrstævnet, – derpaa bort de stødtes. –
men Brand gik langsmed Stupet; han var kjendt;
Han svælged i den pinefulde Fryd
paa Spra{g}ng imellem favne og forbande.
Han havde mødt den sommerglade Sanger,
han havde vendt hans Syn fra Sol till Jord, –
1.utg: [53]r
HIS: 67
#
Han bredte sine Arme vidt for Vinden;
fremover sprang han saa med aaben Favn;
der brandt en Taare hed og salt paa Kinden;
han raabte, som i Angst, paa Ejnars Navn.
Det blev ej hørt. Og atter s{
<...>
}agtned Farten,
Langt foran og dybt nede gik de to;
det lod som han var rædd den skulde svigte.
Dog over kom de, og med sænkte Hoder
de skred langs Randen af det vaade Gab; –
sin Kundskabs Vinding, Paradisets Tab.
HIS: 68
#
me{d}n Brand blev ved at stirre, søge, lede
fra Højden, hvor han stod, i Dalen ned; –
det var sin Hjembyggd som han saa dernede.
Han kjendte Vandet, trangt og krumt og sort,
1.utg: [53]v
#
hver Bugt paa Vejen kunde han erindre;
dog tyktes ham at alt var blevet mindre.
Han saa den brede Kløft hvor Fjorden slaar;
han saa en Brygge og en hvidmalt Gaard; –
HIS: 69
#
Det var hans Moders Gaard, hans Barndoms Hjem,
der var han voxet mellem Strandens Stene.
Nu myldred der en Hær af Minder frem,
Han skjød dem fra sig og han jog dem væk,
«Brand, kan du huske –?» spurgte de ham pinende; –
hans Bryst blev trangt, han kjendte Hjemmets Skrækk.
med noget, som laa udenfor hans eget;
hans halve Styrke var som fra ham veget
Hvad stort han nylig vilde, blev ham fremmed;
han kjendte sig ved Nærmelsen af Hjemmet
1.utg: [54]r
HIS: 70
#
og s{
<...>
}agde halvt i Tanken halvt med Ord:
Ja, ja, – I kan vel kjende mig igjen,
skjønt jeg er bleven stor fra sidst I saa mig; –
vi er i Slægt og I vil hilse paa mig.
det trækker opp till Uvejr; det er rett!
Der ude strømmer Regnen strid og tætt;
fej Luften ren for alle Mindets Dunster;
der ligger Pest i dem, som ingen Kunster
HIS: 71
#
Min Moders Gaard –; se, den er malet ny,
men ligger vejrhaardt, savner Træers Ly,
Der gaar hun Aar for Aar, bestandig lig
sig selv, med Rastløshedens evige Lænke paa,
og s{
<...>
}kjøtter sit og regner og blir rig, –
saa rig, saa rig, at det er styggt at tænke paa.
1.utg: [54]v
#
Med et han lo, men bittert, som i Graad,
idet han Øjet langsmed Liden sænkte; –
Der saa jeg første Gang det norske Mod;
der saa jeg første Gang det norske Blod,
og Maaden, hvorpaa det i vor Tid rinder.
HIS: 72
#
Det var den klare Høstdag; godt jeg husker,
hvor Haslen stod og rasled, brun og gul;
Paa Rognen hang de røde Bær i Dusker, –
og hvilken Mylder, hvilken Sang af Fugl!
da hørte jeg som Knas i tørre Kviste,
jeg hørte Trin; det var en Mand jeg saa.
ved hvert et Steg han glytted bag sin Rygg;
saa seg han ned, som magtløs efter Møjen;
om lidt, saa stod han opp og tyktes trygg.
Han lagde Øksen paa en vindfældt Stamme
og trakk af Lommen opp en Klud, et Baand, –
1.utg: [55]r
HIS: 73
#
Men næste Morgen fulgtes jeg med flere
de hvisked om at Ufred var ivente.
blev maalt og prøvet og blev skrevet opp;
naar det var gjort, han gik med Miner tunge
Hvor Dødens bleg han over Gulvet gik!
Han skulte ned for sig; jeg saa ham svede; –
jeg kjendte ham ved første Øjeblik.
HIS: 74
#
Han viste nølende sin Haand i Bindet
for dem, som sad omkring det lange Bord;
i Fingren ind og skar den af till Skindet;
han stod som Billed paa en Verdens Nød,
som Haabløsheden selv, der bad om Naade.
1.utg: [55]v
#
de højned sig paa Tæer, de steg paa Krakke;
de glode, glante, glemte rent at snakke,
Stillt raadslog de en Stund, som sad om Bordet.
han vilde tale men han svælgte Ordet; –
han spytted, pegte ud og sagde «gaa!»
HIS: 75
#
Og Gutten gik. Folk veg; de gjorde Gang,
hvor han fik slippe gjennem uden Hinder; –
saa rødt som Blodet, der fra Fingren sprang,
saa rødt var Blodets Bluss nu paa hans Kinder.
man saa fra Tunet efter ham fortællende;
han hørte hjemme indimellem Fjellene. –
paa Byens Torv og gik med Sang og Flag
i Prosession till Frihedsmandens Støtte.
jeg gik imellem Ungdom frisk og spillende;
jeg kjendte noget grænseløst oppildende
1.utg: [56]r
HIS: 76
#
Den brede Gade var for trang for Toget.
der blinkte Baand, der dryssed Blomster broget.
Kanoner tordned; Faner slog og flommed,
og Folkesangen lød, Smaagutter trommed,
Stillt blev det nu; det lod som en blev ventet.
Og Raab og Haandklapp bruste som en Bølge,
HIS: 77
#
Lys, akselbred og stærk, foruden Hatt,
og mætted Mængdens Syn, som Storhed pligter.
Og da saa Bifaldskjendelsen var høstet
da løfted han sin Stemme, fyldte Brystet,
1.utg: [56]v
#
i Ejdsvoldslunden efter Trældoms Natt;
saa talte han om Friheds vundne Skatt,
og saa om Dagens store Festbetydning.
Hans Øjne skinned i en fugtig Taage, –
og Mængdens Syn var skinnende som hans; –
et Døgn om Bollen i ubændig Dans.
HIS: 78
#
fra før till nu; hans Tales Magt var stor;
vidt over Vrimlen runged disse Ord:
«det Blod, som af en Normands Aare rinder,
det Bluss, som brænder paa en Normands Kinder,
Da husked jeg det Blod, som randt i Skogen,
den Kind, som blussed ved det lange Bord; –
et Lyn brød Drømmen af og jeg var vaagen.
Jeg saa mig om. Mon ingen vilde skratte?
Nej, tvertimod; man lytted aandeløs;
kun Mumling lød, som Vellystknurr fra Katte,
hvis Rygge stryges og hvis Hager kløes.
1.utg: [57]r
HIS: 79
#
kun jeg stod knuget under Sandheds Vægt;
Han sprang fra Hellen opp; han saa nedover,
hvor Byggden laa i Skygge vaad og sort;
hans Ansigt var et Uvejr ligt, som sover;
hans Syn var ej blot strengt, men mørkt og haardt.
HIS: 80
#
Dog, atter strøg et Solskjær over Panden;
den lysned og den glatted sig till Ro.
Han saa en Baad, som lagde ud fra Stranden, –
og borte bagom Odden saa han to.
Snart saa han ti, som ind mod Oset gled,
og langsmed Vejene var Liv og Virke;
mod samme Maal, mod Byggdens gamle Kirke.
1.utg: [57]v
#
Det var ved Kirketid. Hans Syn sig sænkte
mod denne underlige stille Færd,
og dæmpet fra hans Bryst de Ord sig trængte:
Hvad er for Herren disse Sjæles Værd?
Vidt over Jord er nu de hellige Timer;
der peger tusind Tempelspir mod Sky;
der bruser Orglers Flugt; der Klokker kimer;
der kalder Messesang till Fredens Ly.
HIS: 81
#
Der er der S{
<...>
}olskin; der er højt till Himlen;
derude gnider Aand mod Aand sig blank;
som løfter hver en enkelt over Vrimlen.
og byder sig at bære Slægtens Bud; –
der er det dog fremkommeligt till Gud.
Det gjælder kun at vaage og at ville.
Ej Taarn, ej Spir, ej Kors mod Højden peger;
ej Klokker kalder; intet Orgel leger,
og klemt den ligger mellem Fjell og Fjell.
Hvor Himmelstrimen snævres ind af Skavler!
og kryr og myldrer efter Kirkevej.
1.utg: [58]r
HIS: 82
#
at blande Røster ind i Verdenskoret.
Hvad gav Gud Herren dem at løftes ved?
Hvad fik de udenfor det nøgne Liv?
Hvad maner dem till Pris og Takkebønner?
og Folket blev – Elendighedens Sønner.
gik under just som Frelsens Stund var nær,
var tagen bort med Blod, som nu den er?
HIS: 83
#
Han hasted fremad for at naa derned;
men i det samme hopped ud paa Stien
till den blev liggende langt nedi Lien.
Han skotted opp; – der stod en ragget Hund
og saa paa ham med Ører spidse, spændte, –
som lo og holdt et Klæde for sin Mund.
1.utg: [58]v
#
Hun tyktes halvvejs voksen, halvvejs Barn,
gulbrun var Huden; det var lett at se,
HIS: 84
#
Hun havde Haaret klippet som en Gut.
{d}Dybt under Panden laa de sorte Øjne,
som saa paa Presten stivt og uafbrudt,
Forundret, som det Barn der nylig fødtes,
hun stirred ned og Prestens Syn bar opp;
saa gik der skiftvis mellem Sti og Topp
to Spørgsmaal uden Ord, som midtvejs mødtes.
Dog, snart vandt Præsten Mæle; med et Nik
Men Jenten skreg som truffen af et Stik;
hun slapp den Gren hun holdt, og kløv i Hejen.
1.utg: [59]r
HIS: 85
#
Hun gav ej Svar, hun bare kløv og kløv;
han hørte Smaasten rasle, Lyngen knirke.
Højt oppe stod hun stille. Kold og sløv
hun saa paa ham og raabte ned «till Kirke!»
Paa nyt hun steg, – steg højere endnu,
og endda højere; – saa stod hun atter,
holdt Haanden hul for Mund, – «till Kirke, du!»
hun raabte ned, men denne Gang med Latter.
«Till Kirke!» raabtes der som i et Skrig,
men denne Gang kom Raabet gjennem Hornet.
«Till Kirke» raabte hun, snart her, snart der,
men altid højere og længer borte,
snart mellem Bræerne, snart bag de sorte
HIS: 86
#
«Till Kirke» raabte Jenten, snart med Mund,
snart gjennem Horn, i Haand, snart gjennem begge;
det ljomed vidt udover Dalens Bund,
det slog som Gjenlyd fra de nordre Vægge.
«Till Kirke runged det, snart som en Sang,
snart som en Latter, snart som fjerne Klokker;
snart lød det som et Skrig, og snart det klang,
1.utg: [59]v
#
Det var som noget frøs i Prestens Blod.
Stillt stod han længe stirrende og lyttende,
mens Røsten rulled, skiftende og flyttende,
snart bag ham, snart fra Siden, snart imod.
Till Kirke skulde hun; men dybt i Dalen
laa Kirken under ham; og hun steg opp.
Hvor langt? Hvor hen? Ind mellem Tind og Topp;
HIS: 87
#
Og dog till Kirke! Kirke? Uvisst blinkte
det glapp paa Tungen; men han fik det fatt.
Først lød det ham saa underligt, saa fremmed;
men mer og mere tog det kjendte Trækk;
tillslutt strøg alle Tidens Taager væk,
og Navnet stod der skarpt i Lys af Hjemmet.
hvor Vidden hviler under frossen Sne;
den er en Revne mellem Tagg og Tinde,
udover Væggen ludende hint Hvælv; –
igjennem Dalen gaar en leret Elv;
et Fjellvand ligger der med sortblaa Skygger.
1.utg: [60]r
HIS: 88
#
Tidt Hvælvet halvvejs over Dalen naaer;
Isbækken tærer hulende og listende;
men Skavlen øger sig fra Aar till Aar.
Dog, kommer saa engang en solvarm Sommer,
da vokser Bækken, Elven slaar og flommer,
og Skavlen brækker paa den bratte Kamm.
og Drøn og Revner varsler om dens Fald;
et Blaff, en Snerøg, – saa et Brøl, et Skrald,
og Skredet gaar og hele Dalen fyldes.
Et Tordenslag, e{f}t Rifleskud er nok,
naar Bræen hænger i sit skjøre Belte, –
og gjennem mange Aar maa Elven velte
sig frem i Dybet under lukket Laag.
HIS: 89
#
Han kom ihug, fra dengang han var liden,
et sælsomt Fund, som blev for Dagen bragt.
Langt opp i Tiden foer en Mand paa Jagt,
og ingen havde set og spurgt ham siden.
Han havde jaget Ren etsteds derinde;
et Skud blev løsnet og der gik et Skred; –
man nævnte endnu baade Tid og Sted,
1.utg: [60]v
#
Nær hundred Aar derefter fandt de Skytten.
Den knuste Renflok og det truffne Dyr,
alt kom for Dagen paa den frosne Myr.
Saa skulde smaa og store se paa Fundet;
han kom ihug at han fik følge med.
Nu husked han, trods Tiden, som var rundet,
HIS: 90
#
Iskirken kaldtes det. Der bar en Sti
did opp højt over ham langs Bergvæggskrenten, –
og den, som vil derind, maa her forbi; –
men lige her forbi gik netop Jenten.
Iskirken gik hun till. Et Pust fra Bræen,
Hun kom fra Sneen og hun gik till Sneen.
Alt stod for ham i Skjær af denne Kulde.
Hans saa sin Hjembyggds Liv, dens Døs, dens Kamp,
som gjennem Sløret af en Rimfrosts Damp;
og det var tvers igjennem den, han skulde.
Han ønsked sig en Hest, gad stryge jagende
gad intet høre, uden Gnisten spragende
bag Hestens Hovslag, – og saa bent tillfjords.
1.utg: [61]r
HIS: 91
#
Ombord, ombord! Hvem lukker sig vel inde,
naar der er odlet Pløjeland at finde?
Hvem planter Kjærner for at høste Frugt,
naar han har Syners Lys og Tankers Flugt?
har knappt sin Plads paa Reformatorbanen;
{H}hvor Fjellet lukker, naaer ej Røsten vidt!
Saa ud af Fjellene og ind i Dagen!
Vorherre sad og vented paa hans Værk. –
HIS: 92
#
han saa et Storværkstog med Sang og Faner,
med Sejren efter Offer, Fald og Blod.
Med al den Magt, en ensom Sjæl kan eje,
der saa han Skimt af sine Kirkeveje,
lig Solskin udenfor en Dør paaklem.
1.utg: [61]v
#
Hvad ragte ham hin Kirkegjæst i Sneen, –
de to, som valgte Glædens Kirkegang, –
den Flok, som krøb i Dalen dyb og trang?
Hvad han skal læge, er jo Verdensveen!
For alle er det jo hans Røst skal tone.
Han gik saa stolt, som Værket alt var gjort, –
Da saa han opp. Han stod ved Kirkens Port.
Anden
Nu hun søger Vennens Øje
venter taus paa Svarets Sejr.
1.utg: [33]v
